Klarinettens længsel hos vidt forskellige komponister.
Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet).
Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.
Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her. Jeppe Rønnow, August 23.- 2023
https://seismograf.org/kortkritik/klarinettens-laengsel-hos-vidt-forskellige-komponister

Google Translation:
The clarinet talent Jonas Frølund shows how strongly very different composers from the last short 100 years play together. Solo Alone and More is driven by a generous joy for the instrument – but also by a longing. Carl Nielsen's solo cadenza from the clarinet concerto longs for humor. Bent Sørensen's beautiful, slightly foggy sound longs for a folk tone, and from here Frølund takes us imperceptibly to Mette Nielsen's very fine Alone from 2021, which, like a silent cry from the darkness, searches for meaning. With double notes, she explores the limits of the instrument (here a basset clarinet).
Only then does Frølund give us classical masterpieces such as the clarinet solo movement from Messiaen's Quartet til Tidens ende - and the melancholic skelmeje from Act 3 of Wagner's Tristan & Isolde (arranged for clarinet). One longing for final liberation, the other a mortally wounded Tristan's longing for Isolde's ship to appear in the distance. Why do they play so incredibly well to Gunnar Berg's solo clarinet piece (which is, however, too long), Poul Ruders' Tattoo for One and, not least, Simon Steen-Andersen's twenty-year-old De profundis? Because Jonas Frølund is a musician who looks a deeper layer or two down, and gets to the heart of the music through his instrument. Down here, many composers talk to each other - even if they are separated by many years or by death itself. The composition makes sense.
Frølund does not have as much air in his tone, which is not as warm as, for example, the clarinet genius Martin Fröst. But he gets fervor and musical philosophical meaning out of tones that do not in themselves add up to the larger context. Jonas Frølund has a longing to convey great music through his simple pipe instrument, and he succeeds with the special collection of works here. Jeppe Rønnow, August 23.- 2023