Klassisk (Danish Music Magazine) 5 stars,PIBLENDE PERLENDE FRA RIGET I MIDTEN
January 1, 2011
Christine Christiansen
Klassisk (Danish Music Magazine) 5 stars January 2011-02-04
PIBLENDE PERLENDE FRA RIGET I MIDTEN
5 star in Danish Magazine Klassisk
Sjældent er så meget energi, virtuositet og vildskab blevet samlet på ét sted som på denne CD, hvor blokfløjtenisten Michala Petri med de lynhurtige hænder fortolker tonerne fra fire vidt forskellige kinesiske komponister.
Østens fremmedartede musikalske strukturer kommer stærkt til udtryk i all fire værker. Det vestligt prægede klangbillede i form af Sjællands Symfoniorkester danner spændende kontrast til de orientalske klange.
Tang Jianpings Fei Ge (Flyvende Sang) er iørefaldende fin og farverig med sin bløde, svævende klange. Man fornemmer et jazzet præg i den bløde andensats. Tit synger blokfløjten solo i kadenceagtige, helt frit og luftige passager. Orkestrets chefdirigent Lan Shui er skarp og præcis og skaber et rytmisk, fremadrettet drive gennem værkets piblende passager. Han holder orkestret tilbage og giver plads til fløjtens sprøde klange.
Mystisk og mørkt åbner Bright Shengs tosatsede værk Flute Moon for strygere, harpe, klaver, slagtøj og et arsenal af forskellige blokfløjter. Værkets indledende toccata står distinkt med sine karakteristiske rytmiske motiver. Åbningssatsen Chi Lin`s Dance beskriver det mytologiske væsen enhjørningen, som er et sagnomspundet væsen i kinesisk kultur.
Michala Petri former værket med smittende solistisk autoritet og driver energisk orkestret frem med fløjtens eksotiske klang-og rytmemotiver. Undervejs skifter hun behændigt mellem blokfløjter i mange størrelser og skaber varierede klanguniverser.
Ma Shui-longs Bambusfløjtekoncert klinger filmisk med storladen orkestrering, og den lyse, dansende blokfløjte imiterer med lyrisk lethed orkestrets motiver. Igen får Lan Shui det levende og sprudlende frem i orkestret. Chen Yi`s The Ancient Chinese Beauty afspejler forskellige elementer fra den antikke kinesiske kultur. Satserne har hun symbolsk kaldt Lerfigurerne, De gamle totemmer, og Det dansende blæk. Fløjten er igen fri i de stille, atonale passager, mens orkestret leverer et sparsomt, transparent og rytmisk akkompagnement. Det enkle lydbillede kulminerer i en ilter dans til sidst. Musikalsk er denne koncert dog pladens mindst interessante. Det er mere figurer og fragmenter end egentlig musik.
Skiven åbner en spændende og eksotisk sprække ind til den mangfoldighed og farvestrålende kinesiske musikkultur, vi kun kender en flig af i Vesten. Michala Petri er overbevisende som frontfigur hele vejen- en spillevende, lysende ledestjerne. Christine Christiansen, Januar 2011