top of page
BACH-coverfron-sRGB.jpg

Information (DK)"Borup – Jørgensens fantasi om havet er et hovedværk i dansk musik"!

January 8, 2019

Valdemar Lønsted

Information (DK)
Borup – Jørgensens fantasi om havet er et hovedværk i dansk musik
Axel Borup-Jørgensen kunne have sagt med Mahlers ord: Min tid vil komme. For det er sket inden for de sidste år, og samme profeti kunne også gælde den engang så foragtede Rued Langgaard. To markante udgivelser beviser til fulde, hvor store komponister de var.
Marin er titlen på en dobbeltudgivelse, der rummer en dvd og en cd med værker af Axel Borup-Jørgensen, og tilmed får man et smukt filmportræt af ham. Dens helt særlige attraktion er dvd´ens animerede undervandsfantasi som et visuelt parallelspor til orkesterfantasien Marin, som man kunne kalde et modstykke til Claude Debussys tre skitser til havet, La Mer. Animationen af en verden på havets bund er et eventyrligt visuelt kunststykke, som så at siger suger lytteren ind i Marin og faktisk hjælper til at følge med den uhyre komplekse strøm af klange og rytmer.
Axel Borup-Jørgensen (1924-2012) var for så vidt en sjælden fugl i det danske komponistreservat, en del år ældre end triumviratet Nørholm, Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen. Han voksede op i Sverige i tæt kontakt med svensk natur og kultur, han begyndte at studerer på konservatoriet i København i 1946, gik stille med dørene og blev først for alvor opdaget af offentligheden, da han vandt DR´s komponistkonkurrence i1960. Førsteprisen førte til en bestilling af et nyt stort værk til radiosymfonikerne med sig, det blev Marin, som fik sin uropførelse i 1970 underledelse af Herbert Blomstedt. Gudmundsen-Holmgreen kaldte det siden for et enestående mesterværk i den danske orkesterlitteratur.
Stilhed og usynlige strømme
Borup-Jørgensen fik altså sit livs chance for at komponerer for det fuldt udbyggede symfoniorkester, og han lod den ikke passere. Det var bevidst, at han valgte et program til musikken, for han ønskede at komme i kontakt med publikum, og med et digt om havet-sådan kan man godt forestille sig, han tænkte om sin plan-skabte han sig et stort og udfordrende spillerum.
Han skitserede en udvikling ikke helt ulig Debussy: opvågnen før daggry, høj sø, glitren i sollyset, havblik, brænding, storm. Og for Borup-Jørgensen var det vigtigt, at ingen rytmiske mønstre eller klangkombinationer så vidt muligt skulle gentage sig, sådan som havets rytmer og farver heller ikke gør det. Intet måtte træde for tydeligt frem, der skulle være en helhed af klang, ingen egentlige temaer, men et perpetuum mobile uden begyndelse og slutning, hvor så at sige hvert instrument både spiller selvstændigt og lader sig opsluge af lyden fra de andre.
Det er så påfaldende, at animationen af Marin foregår på havets bund, hvor stilhed og usynlige strømme hersker i en verden af lyse pastelagtige farver. Det kunne ligne havfolkets habitat som hos H. C. Andersen, der er bjerglandskaber, og en by med sælsomme huse, forladte rum og korridorer, og alt går antydningsvist for sig med væsener, der bevæger sig elegant og målbevidst gennem elementet.
Med Borup-Jørgensens suggestivt omsluttende musik aner man åbenbaringen af et foruroligende mysterium, med de levende billeder fastholdes koncentrationen om musikkens nu. Det er en forunderlig dobbelthed.
Thomas Søndergård og radiosymfonikerne folder det ødsle partitur ud med en imponerende indforståethed, men måske skal den største ros gå til produceren Preben Iwan, som har indfanget de mange instrumentalstemmer i en mesterlig detaljeringsgrad. Bliv derefter klogere på den store komponist i filmportrættet, hvor han selv kommer til orde og bliver beskrevet af det før omtalte komponisttriumvirat, datteren Elisabet Selin, Michala Petri og mange andre. I 2018 modtog Marin-udgivelsen den tyske Grammy for bedste musikproduktion på dvd/blue-ray, og den er nomineret til en af DR´s P2- priser i 2019. Valdemar Lønsted, Information, 9. januar 2019

© 2024 by OUR Recordings

bottom of page